Hamar-krønikens berettelse om sjøormen er langt fra den eneste! Helst dukker sjøormen opp ved store nasjonale samfunnsendringer. Det skal ha vært flere sjøormer i Mjøsa, for det er referert observasjoner en rekke ganger etter 1537, da krønikens sjøorm ble skutt på sjøormskjæret på Domkirkeodden.
Så sent som i 1821 skriver prosessor Cr. F. Lundh i sin utgave av Hamar-krøniken at det fra «umindelige tider tilbake beretter sagnet at man i Mjøsen har sett en stor sjøslange og sannheten herav er i de seneste år fullkommen bekreftet»! En av sannhetsvitnene kan ha vært Mikael Andersson Aalborg, sogneprest i Vang 1610-1626, som hevdet at sjøormen hadde vist seg 3 gange mellom 1610 og 1623. Hver gang skjedde det i forbindelse med store samfunnsendringer. Også tidligere sjøormobservasjoner har varslet store endringer.
Den første kjente rapporten stammer fra 1522, da Jacob Ziegler i sin bok om Skandinavia skriver dette, etter at han først har nevnt Hamar og Mjøsa: «I denne sjø viser det sig et varsel, en orm av uhyre størrelse, som viste sig nylig i det herrens år 1522 og raget høit op over vannet og rullet sig sammen i en ring. Den blev, bedømt på avstand, anslått til å være 50 alen lang. Og efter på fulgte kong Christians fordrivelse....». I den utgaven av Hamar-krøniken som Arne Arnesen utga i 1937 skriver han dette om Zieglers observasjon: «Man antar at Jacob Ziegler har sin viden fra erkebiskop Olav Engelbrettson som traff sammen med ham i Rom 1523-24».
Fra Zieglers bok gikk sjøormhistorien omtrent uforandret over til Olav Magnus sin «Beretning om de nordiske folk» (1533), hvor avslutningen lyder: «Kort efter (sjøormens) optreden blev Kong Christian fordrevet og prælatene utsatt for forfølgelse. Ja den blev varsel om undergang for fedrelandet».
Videre omtaler Peder Clausson «sjøormen i sin naturhistorie (1599). Efter å ha nevnt det store vand Mjos» fortsetter han: «Der skrives og siges å være en stor orm som lar sig se ved en ø i samme vann, dog ikke oftere enn herreskifte eller stor forandring skjer udi riket...Han sies å være 50 alen lang og er sett ikke mange år forleden».
Men den en mest fargerike av alle sjøormhistoriene i Mjøsa finner vi i Hamar-krøniken, den gjengis vi her, slik den er overlevert gjennom århundrene. Den utspant seg rett før biskop Mogens, den siste katolske biskopen, ble fordrevet fra kirken og bispegården i «Hammer» i 1537:
Nogle jertegn som skeede udi Hammer førend bisp Mogens blev fangen
«Det skeede udi Hammers Domkierke, at om Midnats Tide ginge alle Klokkerne og Orgelverket af sig selv, og som Bispen det hørde stod han op og saa ud. Da var det saa lyst udi Domkierken og Koret ligesom det havde været lys Dag. Sammeledes ginge og Klokkerne udi Klostret og udi Korskierken af dennem selv, saa hørdes det ogsaa den Nat megen Spøgeri paa Bispegaarden ligesom to Krigshere skulde slaas sammen, saa at Vekterne og Folkene derover forfærdes. Sammeledes lod sig til Syne om lys Dag en forferdelig stor Sjøorm udi Mjøs som syntes at naa fra øens Land og ind i Kongens Land.
Dernest lod sig se en saare stor hornet Okse som gik fra Gillund Støen som ligger udi Stange Sogn og indpaa Øen og syntes at gaa oven paa Vandet og gik saare fast ligesom en Pil af en Staalbue.
I lige Maade lod sig se Dag efter Dag mange Sjøormer i Mjøs som slog i mange Lenker og Bugter op imod Himmelen. Siden kom den forfærdelige store Sjøorm som foreskrevet staar. Dernest kom den første store Orm igjen til Syne, som gik og spillede langs efter Mjøs, og med stor Fart hastelig indløb paa et Skjær udenfor communet. Hans Øine var store som en Karhaand, og havde en stor lang sort Man, som hengte langt neden hans Hals. Han var saa langt kommen oppaa Skjæret at han ikke hastig kunde komme deraf igjen. Imidlertid tog en af Bispens Drenge som var en Vovehals, en Staal Bue og skjød ham med mange Pile ved hans Øine, saa der paa det sidste løb meget grønt Tøi der udaf, saa at Vandet der omkring blev grønt. Samme Orm var forfærdelig til at se paa og havde mange Farver paa sig. Endelig blev den der beliggendes paa Klippen og døde af samme Pile Skudd. Om natten derefter kom der en stor Regn og Blest, saa den derved indbleste paa Øens land og gav en meget slem Stank fra sig, hvorfor de søgte Bispens Raad, hvorledes de skulde bli af med samme stygge Orm og Lugt.
Da lod Biskopen en Befaling udgaa til alle omliggende Sogne at de straksen skulde af hver Fuldgaard at lade fremkomme til Øen en dyktig Karl, hvilket og straksen efter Befal skeede at der frem kom store voksne Karle. Den ene hjalp den anden at brende op den slemme Orm, saa at de nærværende ikke skulde dø af den slemme forgiftige Stank, som gik af samme Orm. Somme af dem huggede, bar Knørter og slebte Ved frem, hver som mest kunde og formaaede saa der blev en usigelig Hob Ved paa ham og brente hannem op saa meget mulig var og de kunde formaa, og laa saa Benraden i mange Aar på Strandbredden.
Saa kom der nogle Tyske Haandverksfolk som fangede Forlov at tage hans Ben som bedst var, at arbeide sig til Nytte. Den meste Part af hans Ryggben kunde neppeligens en voksen Karl bære, saa der førtes mange Læss og Byrder derfra som blev siden forarbeidet, dem som fik dem til stor Nytte. Og den Tid den blev opbrendt blev det mange Hundrede Læss Ved forødt førend den onde Stank og Lugt kunde forgaa. Bispens Dreng som skjød Ormen fik god Betaling af Almuen der omkring, for han den drebte, at den ikke skulde videre skade nogen».
