NOGLE JERTEGN SOM SKEEDE UDI HAMMER FØREND BISP MOGENS BLEV FANGEN
Det skeede udi Hammers Domkierke, at om Midnats Tide ginge alle Klokkerne og Orgelverket af sig selv, og som Bispen det hørde stod han op og saa ud. Da var det saa lyst udi Domkierken og Koret ligesom det havde været lys Dag. Sammeledes ginge og Klokkerne udi Klostret og udi Korskierken af dennem selv, saa hørdes der ogsaa den Nat megen Spøgeri paa Bispegaarden ligesom to Krigshere skulde slaas sammen, saa at Vekterne og Folkene derover forfædes. Sammeledes lod sig til Syne om lys Dag en forferdelig stor Sjøorm udi Mjøs som syntes at naa fra øens Land og ind i Kongens Land.
Dernest lod sig se en saare stor hornet Okse som gik fra Gillund Støen som ligger udi Stange Sogn og indpaa Øen og syntes at gaa oven paa Vandet og gik sa saare fast ligesom en Pil af en Staalbue. I lige Maade lod sig se Dag efter Dag mange Sjøormer i Mjøs som slog i mange Lenker og Bukter op imod Himmelen. Siden kom den forfærdelige store Sjøorm som foreskrevet staar.
Dernest kom den første store Orm igjen til Syne, som gik og spillede langs efter Mjøs, og med en stor Fart hastelig indløb paa et Skjær udenfor communet. Hans Øine var store som en Karhaand, og havde en stor lang sort Man, som hengte langt neden hans Hals. Han var saa langt kommen oppaa Skjæret at han ikke hastig kunde komme deraft igjen. Imidlertid tog en av Bispens Drenge som var en Vovehals, en Staal Bue og skjød ham med mange Pile ved hans Øine, saa der paa det sidste løb meget grønt Tøi der udaf, saa at Vandet der omkring blev grønt. Samme orm var forfærdelig til at se paa og havde mange Farver paa sig. Endelig ble den der beliggendes paa Klippen og døde af samme Pile Skudd. Om natten derefter kom der en stor Regn og Blest, saa den derved indbleste paa Øens Land og gav en meget slem stank fra sig, hvorefter de søgte Bispens Raad, hvorledes de skulde bli af med samme stygge Orm og Lugt. Da lod Biskopen enn Befaling udgaa til alle omliggende Sogne at de straksen skulde af hver Fuldgaard at lade fremkomme til Øen en dyktig Karl, hvilket og straksen efter Befal skeede at der frem kom store voksne Karle. Den ens hjelp den anden at brende op den slemme Orm, saa at de nærværende ikke skulde dø af den slemme forgiftede Stank, som gikk af samme Orm. Somme af dem huggede, bar Knørter og slebte Ved frem, hver som mest kunde og formaaede saa der blev en usigelig Hob Ved paa ham og brente hannem op saa meget mulig var og de kunde formaa, og laa saa Benraden i mange Aar paa Strandbredden. Saa kom der nogle Tyske Haandverksfolk som fangede Forlov at tage hans Ben som bedst var, at arbeide sig Nytte. Den meste Part af hans Ryggben kunde neppeligens en voksen Karl bære, saa der førte(s) mange Læss og Byrder derfra som blev siden forarbeidet, dem som fik dem til stor Nytte. Og den Tid den blev opbrendt blev der mange Hundrede læss Ved forødt førend den onde Stank og Lukt kunde forgaa. Bispens Dreng som skjød Ormen fik og saa god Betaling af Almuen der omkring, for han den drepte, at den ikke skulde videre skade nogern.
