EN LIDEN HISTORIE OM BISKOP MOGENS DER HAN BLEV FANGEN I HAMER AF HERR TRUID ULFSTAND
Som Herr Truid Ulfstand med sine Høvedsmend og Krigsfolk udi Sjøen finge visse Tidende at Erkebiskop Oluf i Trondhjem var rømt at Holland, begav han sig straks ufortøvet op i Landet med fornevnte Krigsfolk, nogle Fenniker sterke.
Da kjøbte han Krutt og Lodd med andet meget mere som han paa den Tid Behov havde, iblandt andet lod han da gjøre fem Hundrede Fyrpiler som han førte med sig til Hammer. Midlertid kom Biskop Mogens´ Tjenere fra Trondhjem og sa ham at disse fremmede Gjester var for Haanden og vilde komme til hannem og være hans Gjest. Da hadde Bispen straks ufortøvet. Natt og Dag uspart, sine visse Bud ind i Sverige til sine Venner og Kjæbmænd efter 6000 dalpiler, hvilke han straks bekom. Item lod han sine Verkmestre gjøre en hel Hob med Horn Armbrøst, saa store at ingen av dem alene kunde spende foruden Jernpinder, som paa den tid var brugelig, og lod han bære alle Vektergangene fulde af Kastesten, desligeste ogsaa paa Hammer Gaards Taarn. Item lod han ogsaa neder grave udi Jorden grave seks Hundrede Stolper, som var ret skarpe og sveden udi Enden, som stod paa Lud hid og did alle Vegne omkring Hammers Gaard, at hvilken som i ikke dess bedre tog sig i vare, han kunde snart faa Skade den som var ridende. Som Herr Truid kom ned til Hammers Gaard og saa disse Stolper, vidste han vel hvad det betydde, da lo den gode Herre deraf og mente at det var Bispen en ringe Hjelp om paa skulde trenge. Som Herr Truid var nu kommet med alt sitt Krigsfolk til Hammer Gaard og den berendte efter Krigsbrug og den Leilighed beseet, slog han straks sin Leir og Losemente udi Kongsgaarden og Krigsfolket tok straks sit Losemente alle Vegne der omkring i de gamle Kjøbsteds Gaarder som de bedst kunde gjøre. Blev da Biskop Mogens saare forferdet, der han saa de mange blanke Harnisk og mange Folk og mesteparten Hakeskytter med dobbelte Haker, og af stor Hastighed begav han sig af Bispegaarden og ind i Kierken og mente han skulde ha Kierkefred. Som Biskop Mogens fornam at Krigsfolkene var kommen udi Kierken, begav han sig ind paa Slottet igjen. Saa skrev Herr Truid Bispen venligen til med saadan Beskjen, at han ville lyde hannem og godvilligen give sig fangen uden videre Umage og Bekostning og Blodudgydelse paa baade Sider. Gik der mange Bud og Brev imellem denem. Dernest som Herr Trud og Bispen Nogle Dage havde sett (satt) Fred og Stillstand paa baade Sider, men paa det siste kom Herr Truid og Bispen ene to tilsammen og havde mundtlig Samtale med hverandre udi Venlighed, saa gav Herr Truid Bispen 3 Dage Frist at beraade sig udi og mente Herr Truid og hans Krigsfolk at dersom Bispen ikke med gode vilde give sig fangen, da vilde de brende Hammers Gaard over hans Hode, med en føie Umage og ringe Bekostning, baade ham og hans Tjeneere til ingen Baade. Paa den tredje Dag som Klokken udi Klosteret imellem 7 og 8, kom Biskop Mogens udgangendes med alt sit Folk til Herr Truid, hver med hvid Kjepp udi sin Haand, men førend som Bispen kom udaf Porten lod han sit Krigsfolk beskikke paa begge Sider, Mand hos Mand, indtil Korsgaarden, som Herr Truids Losemente var. Saa blev Herr Truid og Bispen saa forenede med hverandre at Herr Truid og Bispen hver med 3 Personer skulde følges at ind paa Hammers Gaard. Dernest som de havde baade tilsammen seet al Leilighed inde paa Gaarden, hvad som der var til beste, da gik Herr Truid til Porten og talte til Lieutnant og bad ham frem kalde alt sit Krigsfolk, desligeste ogsaa Bispens Tjenestefolk og Embedsmænd, Brygger, Bager, Kok, Kjeldersvend og andre som nyttige var at bruge. Dennem tog Herr Truid i Tjeneste, saa at hver skulde tage vare paa sit, ligesom de tilforn havde gjort. Dernests blev fremkaldt alle Bispens Hovmænd, som havde Lyst til at tjene for Klæder og Penge paa kongl. Majestæts Vegne enten paa Hammers Gaard eller følge hannem til Danmark, da skulde de raade. Da sagde forbemeldte Bispens gamle Tjener Herr Truid sin tro Tjeneste og svor høiligen paa hver sin Sted, Huldskab og Troskab paa kongl. Majestæts Vegne af Dannemark og den største Part af Bispens gamle Karle fulgte Herr Truid med de andre kongl. Majestæt til Dannemark.
Siden lod Herr Truid Hammers Gaard besette med nogle Knegte saa mange som Gaarden kunde taale, og Behov kunde gjøres og en Høvedsmand ved Navn Tord Rudt som tilforn havde kongl. Majestæts Breve paa Hedemarken og Østerdalen i Forlening. Som Herr Truid og Tord Rudt havde annammet Hammers Gaard, og Bispen, sammeledes Portnøklene og andre Nøkler til de andre Huse paa Gaarden. Dernest lod de opskrive alt hvis der fandtes efter Bispens inventarium. Siden dernest antvordet Herr Truid Herr Tord en Jordebog var paa mange hengende Indsegl neden for, og samme Jordebog var paa Pergament skreven,
og Herr Truid og Herr Tord Rudt, med mange andre Riddersmænds Mænd, de lod og henge deres Signeter der nedenfor forbemeldte Jordebog, paa det at ingen skulde gjøre Skalkhed eller forandring med henner i nogen Maade under kongl. Majestæts Hyldest og Unaade. Nogle Dager før Herr Truid Ulfstand med Krigsfolket var færdig at drage udaf, da lovet Herr Truid Herr Biskop Mogens paa Sjel og Salighed med Mund og Haand i gode Folks paahørelse, at dersom Biskop Mogens ikke kunde komme overens med Kongen og Dannemarks Raad at komme udi sin gamle Bestilling igjen, da skulde han fly hannem en erlig Fengsel og Underholdning, til sig og to Drenger, all sin Livs Tid. Det blev hannem ogsaa holdt tilhans døde Dag, Saa tog Bispen med sig en Dreng ved Navn Lars Hummer, han var hos Bispen til hans døde Dag i Anderskov Kloster. Som Herr Truid og Bispen ginge baade tilsammen og som Bispen kom til Strandbakken, da falder han paa sine Kne og takket Gud i Himmelen for hver Dag han havde haft, dernest bød han Kannikerne og Prester god Nat, dernest bød han Hammers Domkierke og Kloster god Natt, dernes bød han Hovmænd, menige Almue, Borger og Bønder god natt og bad dennem alle bede godt for sig og mente at han snart vilde komme til dem igjen, men derhos saa sigendes: O Gud Fader udi Himmelen, findes vi ikke før, da Gud give det vi findes i Himmerige. Denne bøn bad han med grædende Taare og sagde vale, vale, vale.
