Nasjonalbibliotekets digitale avisarkiv har store hull, men er allikevel litt av en gullgruve. Der har vi sett hva Hamar
Stiftstidende skrev om byens 50-års feiring i 1899. En av de viktigste hendelsene på jubileumsdagen var avduking av bysten av biskop Halvor Olsen Folkestad. Programmet for selve dagen omfattet blant annet fanetog gjennom Strandgaten og Torggaten, og samling på Østre Torv, der det var tale for dagen av rektor og ordfører C.W. Ludvig Horn.
Fra Hamar Stiftstidendes referat siterer vi: « Medborgere! Mænd og Kvinder af Hamar! Vær hilset paa vor Festdag! 50 Aar er kun kort Tid i et Folks Liv. 50 Aar er kun Barnealder for en By.......saa vil vi vende Tanken fremad. Hvilken Fremtid gaar vi imøde? Hvad evner vi? Man har spaaet ilde herom: Hamar bliver ingen Handelsby, den ligger ikke ved Havet; Hamar faar ingen Industri, den mangler Fossefald. Jeg mener: Takket være to Staalskinner ligger vi Havet nær, og gjennom Kobbertraad leder vi Fossestrygets Drivkraft til os. Saasandt vi bare selv lægger Godviljen til, da er ogsaa Fremtiden vor».
Klasselærer Chr Ramseth, sto i fokus av flere grunner denne dagen. a ble hans jubileumsbok lansert; «Hamar bys historie». Mindre kjent er det nopk at han også hadde skrevet en jubileumssang som ble fremført på Østre Torv. Kanskje dette var den eneste gangen den ble fremført, og siden gått i glemselen?
Men her er teksten til «Til Hamar»:
Dit Navn i Ord og Toner
vi hilser varmt idag,
mens rige, lyse Voner
gaar over Taarn og Tag.
Du, Vaarens Barn, fremgangen
af Vintrens Sne og Is,
med Tak til dig gaar Sangen;
Hil dig, vor By, din Pris!
Her trængtes sterke Arme
at rydde stenet Grund;
her trængtes Hjerter varme
med Haab i tunge Stund.
Her trængtes klare Tanker
til Vern for bygget Hjem,
et Hegn for unge Ranker.
som trængte elskes frem.
De kom, de Kræfter unge,
de rydded, lagde Grund;
og for de Løft saa tunge
de veg ei, smilte kun:
Hvad vi ei selv kan evne,
skal vore Sønner naa.
Lad fremad os kun stævne;
vi faar, - de Høst skal saa!
Og Hjem ved Hjem sig reiste
omkring den lune Havn,
og Taarn og Tinde kneiste,
og Hus til Folkegavn.
Der brødes Vei og Bane,
og Grænsen viddes ud.
Hvad faa vel kunde ane,
steg frem paa Tidens Bud.
Mer rigt sig formed Livet,
og Kraft mod Kraft drog Sverd.
Men det, som hver har givet,
det gav til Livet Værd.
Der vanked Saar og Skrammer,
det lynte over Land.
Men Alvorsord, som rammer,
det adler Stridens Mand.
Men og fra Festen Dage
med Jubel gejnnem By
vil friske Minder drage
for Tanken frem paany:
Om Sang og Idræts-Stævne.
om Leg i Ungdomsvaar,
om Venskabs streke Ævne
for med end femti Aar.
Af Livets Minder baaret
vor Tak nu stiger frem:
Vi vilde, Jubelaaret
gav Varsel for vort Hjem.
Ja, maatte alt faa Lykke,
som har dets Vel til Maal,
og Hamars Borgersmykke
faa Glans som Guld og Staal!
